Ny Centerleder i Aars IK fra 01-01-2020
Tak for denne gang.
Efter 6 år som centerleder har jeg valgt at sige ”ja tak” til andre udfordringer, og fratræder derfor stillingen ved udgangen af 2019.
Det har været en svær beslutning, men jeg beholder heldigvis tilknytningen til Aars IK som træner for damesenior, samt andre opgaver i klubben.
Der skal fra min side lyde et stort velkommen til den nye centerleder Anders Christensen, jeg er sikker på at han bringer nye idéer og udvikling ind i klubben, jeg glæder mig til samarbejdet.
Tag rigtig godt imod Anders.
Hilsen René Carøe
Mit navn er Anders Christensen og jeg er 31 år.
Til dagligt bor jeg i Aalborg sammen med min kæreste, Christina.
Jeg er så heldig, at jeg er den nye Centerleder i Aars IK - hvilket jeg glæder mig helt enormt til!
Jeg kommer oprindeligt fra en lille by mellem Silkeborg og Århus, og i 2012 flyttede jeg til Aalborg for at læse Sportsmanagement.
Jeg har en solid erfaring fra forskellige fodboldklubber - både på bredde og elite niveau.
I 2013 var jeg i praktik i Brøndby I.F., og da min praktikperiode var slut endte jeg i Aalborg KFUM som fodboldtræner for årgang 2001.
Herefter gik det slag i slag, og jeg endte som formand for klubbens Sportsudvalg samt medlem af bestyrelsen.
Efter endt uddannelse lykkedes det mig at blive fastansat i Aalborg KFUM som Sportslig Koordinator.
Det sidste halve år har jeg ligeledes været assistenttræner på U15 Liga i AaB.
Jeg brænder for at få unge såvel som ældre til at dyrke idræt, og for at skabe et godt miljø bygget på frivillighed og sammenhold.
Jeg glæder mig til det fremtidige samarbejde med klubbens medlemmer, frivillige og andre interessenter i Aars IK, og håber jeg kan bidrage til den positive udvikling i Aars IK.